Sportsdrikkedunke afgiver hundredvis af kemikalier

Kender du det, at du tager en slurk vand, der har stået et godt stykke tid i din sportsdrikkedunk, og at vandet så smager en smule underligt? Det lader der til at være en solid, men bekymrende grund til.

To kemikere fra Københavns Universitet har undersøgt hvilke kemiske stoffer, som populære typer sportsdrikkedunke af blødt plast afgiver til vand. Resultatet kom bag på forskerne selv. 

”Vi blev ret overaskede over det væld af kemiske stoffer, vi fandt i drikkevandet efter 24 timer i dunkene. Der var hundredvis af stoffer i vandet - heriblandt stoffer som aldrig før er fundet i plastik og stoffer som er potentielt sundhedsskadelige. Og efter en tur i opvaskemaskinen var der flere tusinde,” fortæller Jan H. Christensen, professor i miljøkemi ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Hormonforstyrrende stoffer og insektgift

Han og forskerkollega Selina Tisler påviste over 400 forskellige stoffer, som kom fra flaskernes plastmateriale, og over 3.500 stoffer der stammede fra sæben i opvaskemaskinen. En stor del af dem er ukendte stoffer, som forskerne stadig ikke har identificeret. Selv ud af de stoffer, som er identificeret, kender man ikke giftigheden af mindst 70 procent.

Men blandt de giftige stoffer i vandet, der bekymrer forskerne, er såkaldte foto-initiatorer, som man ved har potentielle sundhedsskadelige effekter i organismer af bl.a. ved at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Derudover har forskerne påvist en række forskellige plast-blødgørere, antioxidanter og slipmidler, der bruges under fremstillingen af plasten, samt Diethyltoluamid (DEET), der er kendt som det aktive stof i myggespray.

Maskinopvask giver flere stoffer i vandet

I forsøgene har forskerne efterlignet de måder, som mange normalt bruger sportsdrikkeflasker på. Altså at man ofte drikker vand, der har stået flere timer i dunken. Forskerne lod almindeligt postevand stå i både nye og brugte drikkeflasker i 24 timer både før og efter maskinopvask, samt efter at flaskerne havde været i opvaskemaskine og efterfølgende var blevet skyllet grundigt i postevand.

”Det, der primært forsvinder efter maskinopvask, er de overfladeaktive sæbestoffer. De fleste af de kemikalier, som kommer fra selve drikkedunken, er der stadig efter maskinopvask og ekstra skylning. Og de giftigste af stoffer, som vi har identificeret, kom der faktisk flere af, efter flasken havde været i opvaskemaskinen - formentlig fordi vasken slider på plastmaterialet og dermed øger afsmitningen,” siger postdoc og førsteforfatter Selina Tisler fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab.

I de nye drikkedunke var der således stadig over 500 forskellige stoffer tilbage i vandet efter den ekstra skylning af flaskerne. Over 100 af stofferne stammede fra plastmaterialet.

Hun understreger, at de endnu ikke kan konkludere, om vandet i drikkedunkene er sundhedsskadeligt, da de på nuværende tidspunkt kun har et skøn af, hvor høje koncentrationerne af stofferne er, og da der ikke er lavet toksikologiske vurderinger.

”Fordi stofferne er i vandet, er det ikke ensbetydende med, at vandet er giftigt og påvirker os mennesker. Men problemet er, at vi ikke ved det. Og i udgangspunktet er det ikke særlig fedt at drikke hverken sæberester eller andre kemikalier,” siger Selina Tisler.

”Fremover bruger jeg en glasflaske”

”Vi går så meget op i lavt indhold af pesticider i vores drikkevand. Men når vi så kommer vandet i en beholder, som vi drikker af, tilfører vi selv intetanende hundred- eller tusindvis af stoffer til vandet. Selvom vi endnu ikke kan sige, om stofferne i drikkedunkene påvirker vores helbred, vil jeg i al fald selv bruge en glasflaske eller en kvalitetsflaske af rustfrit stål fremover,” siger Jan H. Christensen.

Forskerne formoder, at producenten af drikkeflaskerne kun har tilført en mindre del af de fundne stoffer med forsæt. Hovedparten er utilsigtet kommet til enten under produktionsprocessen eller under brug, hvor stofferne muligvis er blevet omdannet fra andre stoffer. Dette gælder bl.a. forekomsten af myggemidlet DEET, hvor forskernes hypotese er, at et af de plastblødgørende stoffer er blevet nedbrudt og omdannet til DEET.

”Men selv af de kendte stoffer, som producenterne tilsætter bevidst, har man kun undersøgt giftigheden af en lillebitte del. Så som forbruger ved man ikke, om alle de andre kan have en skadelig virkning på ens sundhed,” siger Selina Tisler.

For lidt viden og for lempelige krav

Ifølge forskerne afspejler resultaterne mangel på både viden og regulering på området:

”Studiet er et eksempel på, hvor lidt viden der findes om den kemi, der afgives fra de produkter, som vores mad og drikke er i berøring med. Og det er et generelt problem, at kravene om hvilke målinger, der skal foretages under produktionen, er meget lempelige. Heldigvis er man både i Danmark og internationalt ved at se på, hvordan man bedre kan regulere området,” siger Jan H. Christensen.

I mellemtiden håber Selina Tisler, at virksomhederne selv vil tage ansvar:

“Forhåbentlig vil de virksomheder, som har deres navn på sportsdrikkedunke, fremover være mere påpasselige med, hvilke produkter de køber fra leverandørerne og måske stille større krav til deres leverandører om at undersøge, hvilke stoffer der findes i de ting, de fremstiller,” slutter Selina Tisler.

Resultaterne fra studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Hazardous Materials.