EU-dom giver fortsat grønt lys for gmo-mutationer i blinde – Københavns Universitet

Institut for Plante- og Miljøvidenskab > Nyheder > EU-dom giver fortsat g...

17. august 2018

EU-dom giver fortsat grønt lys for gmo-mutationer i blinde



Af Michael Broberg Palmgren, Professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet & Svend Christensen, Professor og Institutleder ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

I en opsigtsvækkende dom af den 25. juli har EU-Domstolen slået fast, at mutationsforædling i jordbruget er sikkert, hvis metoderne, der bruges, er brutale og tilfældige, men til gengæld usikkert, hvis metoderne er blide og målrettede. Den slår også fast, at begge metoder giver ophav til genetisk modificerede organismer, altså gmo’er.

Gmo’er. Mutantplanter. Det er det, vi spiser. På supermarkedets hylder med grønt og frugt ligger den ene mutant ved siden af den anden. Den vilde tomat er et lille bær på et gram. To gener sørger for at bremse væksten af bærret, så det ikke bliver for stort, men disse gener er muteret i de tomater, vi køber. Des større tomaten er, des mere er de to gener ødelagt. Blomkålen tør vi næsten ikke tale om. Her er to gener, der sørger for udviklingen af blomsterstanden muteret og dermed defekte. Hver eneste lille hvide korn i den flotte grøntsag er en lille blomsterknop, der venter på signal til at udvikle sig videre, men som aldrig modtager det, og derfor laver den nye forsøg med nye små knopper, indtil alt er blevet en stor, fast, hvid masse. Den vilde kål ville gyse, hvis den så sin stakkels muterede slægtning, der i den grad er invalid og aldrig ville kunne klare sig i naturen.

I traditionel mutationsforædling bliver planter udsat for voldsomme behandlinger, der får dem til at mutere, og det foregår helt i blinde. Frøene kan blive lagt ud i solens ultraviolette lys, de kan blive badet i kemikalier, de kan blive bestrålet med røntgenstråling og sågar gammastråling. Derefter sås frøene ud. Massakren af plantens dna rammer mange gener samtidigt og i flæng. Mange planter i den nye generation er forståeligt nok miserable, andre ser tilsyneladende normale ud efter chokket, medens atter andre ved et mirakel har fået den egenskab, vi var ude efter. Frugterne er måske blevet sødere, større eller saftigere. Disse planter vælges nu ud til videre avl. For at rense uønskede mutationer væk, og dem kan der være hundreder eller tusinde af, må de udvalgte planter krydses tilbage med en rask plante, og dens afkom igen krydses med en rask plante, medens der hele tiden kun avles på de planter, der, som i dette tilfælde, har sødere, større eller saftigere frugter.

I de seneste par år er der udviklet nye forædlingsteknikker, der er langt blidere og mere målrettede. De er lette og billige at anvende, der skal ikke tilbagekrydses i samme omfang som tidligere, og sideeffekterne på planten er langt mindre, hvis der overhovedet er nogen. I denne forbindelse er det vigtigt at notere sig, at det, vi spiser fra en traditionelt forædlet plante, ikke er mere ’naturligt’, end det vi spiser fra en præcisionsforædlet plante. Præcisionsforædling er blevet mulig takket være nye molekylære teknikker, som alverdens frøavlere har stået på spring for at tage til sig, så snart det blev afklaret, hvilke regler, der skal gælde for deres anvendelse på markedet.

Det tigerspring kan de nu spare sig for, for EU-Domstolen har i sin dom slået fast, at fordi traditionel mutationsforædling har en lang ’safety record’, behøver dens resultater ikke reguleres mere end andre plantesorter, medens planter udviklet med de nye forædlingsteknikker, netop fordi de er nye, skal ind under GMO-direktivet og derfor underkastes en godkendelsesprocedure svarende til dem, planter med gener indsat fra fremmede organismer udsættes for. En proces, det koster en planteforædler  i omegnen af en milliard kroner at komme igennem. Og det selvom der i præcisionsforædling ikke indsættes nyt dna, og upåagtet at en mutation lavet ved hjælp af præcisionsforædling ikke kan skelnes fra en mutation, der er lavet ved hjælp af traditionel mutationsforædling.

Som plantebiologer stiller vi os undrende over for dette. Hvem er det, der siger, at traditionel mutationsforædling er sikker? Hvor er undersøgelserne, der dokumenterer dette? Hvorfor skulle præcisionsforædling være mindre sikker? Hvorfor skal en kirurg tvinges til at operere med en sav, efter at der er kommet en skalpel på markedet?

Indlægget af bragt i Weekendavisen d. 17. august 2018.